Parby

Du er her:   Hjem > Områdets historie > Jul 1860'erne > Lille Juleaften og Juleaftens Dag
top
Page

Den dag, da vi havde lillejuleaften, var travlhedens højdepunkt for os alle på gården.
Hovedrengøring overalt - i bryggers, køkken og stuer. Det sidste arbejde her, husker jeg, var at slå sand på gulvene. At slå sandet ud, så det kom til at ligge i de rigtige små toppe, ligeligt fordelt, var også en øvelse; for hvordan gulvet var sandstrøet, skulde de ældre nok lægge mærke til.
Og denne dag tog også karlfolkene fat. Møddingen skulde være fuldstændig udkørt. Det var ved sådan en lejlighed, at karlene kunde finde på at lave grin med tjenestedrengen, hvis denne var lidt troskyldig, og f.eks. sende ham ned i præstegården og låne en møddingskraber, og dér forstod de den også, og sendte ham hen til den næste gård.
Den arme dreng kunde få lov at forhøre i de fleste gårde, inden han var klar over, at der blev lavet løjer med ham; og forblev han i sognet, blev han alle tider driller med sin møddingskraber (jeg har nu altid syntes, det var en meget upassende spøg, siger gårdejeren i Gudmindrup.)
Men der var ellers nok for karlene at tage fat på. Andedammen skulde renses for blade og grene, og hvad der ellers lå og flød omkring, havegangen rives, porten og tærske-omgangen samt hundehuset nytjæres, ekstra portion tørv og brænde bæres ind o. s. v. og inde i loen svang Mads Kristian plejlen, så det lød helt ud i gården, for han vilde da banke en slat korn af til det vilde; ude i haven på en vognfjæl lå i højtiden korn til fuglene. Og vildænderne ude fra stranden kom også - det var, ligesom om de vidste, at i de dage blev de ikke efterstræbt.
Når gårdens folk samledes i folkestuen lillejuleaften, var det trætte folk, både kvinder og mænd. Men denne aften betragtedes alligevel som halvhellig; vi var da gerne i søndagstøjet, den aften satte vi jo også smag på julebrødet, klejnerne og æbleskiverne; og til midaften havde vi fået af de nye julesigtebrød til fedtegreverne.
Gamle Ane skar altid brødet for, og hun undlod aldrig at slå korsets tegn over dette brød.
Lillejuleaften spillede vi et spil, kaldet »Trække i Mosen eller Dyndet«. Der blev med kridt tegnet 12 tal på lang-bordet; så trak man efter ordre til forskellig nævnte tal, og den, der først blev kørt fast, var i »Dyndet eller Mosen«; man måtte kun komme til et tal 3 Gange.
Men denne aften gik man ellers tidligt til ro, for man skulde tidligt op; der var endnu meget at udrette, inden man var klar til at tage imod julen.
Men den sidste, som gik til sengs denne aften, var »vor mor«, hun var sluttelig ude at se, om nu ilden var dækket til med tørv på fyrstedet;. for det var jo ingen spøg, dersom det skete, at den gik ud. Det var ikke så nemt at lave god ild i hast.
Hun fortalte os børn, at en lillejuleaftens nat, medens fader var med i 3 årskrigen, og vi havde en streng vinter, var ilden gået ud, og hun kunde ikke få fyrstålet til at slå ild. Hun måtte da i vintermorgenens mulm og mørke gå 1/4 mils vej ned til en gård og låne uldgløder; hun havde dem i en træsko, det var det bedste til det brug.
Jeg skal blot her bemærke, at i Odsherreds sydlige sogne sad man længe oppe den aften. Om morgenen, juleaftensdag, var alle usædvanlig tidligt på færde.

Juleneg

Nu skulde staldene og krybberne muges og særlig god strøelse deri, og skærekisten kom i gang; der skulde være hakkelse til hele højtiden.

Alle skulde mærke, at det var jul, og ekstra foder fik de, selv lænkehunden blev løst lige fra morgenstunden. Og ude ved gavlen, på spidsen af en vognstang, blev der sat et knippe juleneg til fuglene, foruden det, der som før nævnt var lagt på vognfjælen i haven.
Og alle markredskaberne måtte i hus.
Det at lade plov eller Harve stå på marken vilde bringe uheld, idet troldfolkene da vilde forhekse dem.Jerusalems skomager
Den dag kom man let over middagsmaden, grundet på travlheden. Vi fik serveret en ret, vi kaldte dyppebrød, det var brød, lagt i kraft af sulet; dette brød fra sulevandet smagte herligt. Flæsk og sennep spistes dertil.
Når vi nu havde spist, gik vi ud og syslede færdig og hjalp hinanden med hårklipning og så videre. Vi skulde jo sørge for at være tidlig færdig og i helligdagstøjet. Kvindfolkene havde endnu lidt tilbage. Alt messing- og kobbertøj skulde jo rigtig stråle. Dengang brugtes på landet ikke pudsecremer, men der blev brugt en lille visk halm og aske, og det kunde vel nok gøre underværker.
Intet måtte gå rundt i julen. Gamle Ane satte rokken op i øverste stuen og brugte i disse dage strikkepindene. Og tøjet fik den sidste omgang med manglebrædderne, inden det blev lagt op i de store kister. Og til sidst, som kronen på værket, lagdes Lavendelstilke på bilæggerens plade. Det gav en dejlig duft i stuen.
Pigerne var, ligesom karlene, tidligt færdige og gik pyntede og små syslede, så nu var alt parat til
... juleaften

 

 

« forrige top næste »
top
Menu

Login