I Yderby boede en gammel kone, som hed Cecilie. Hun var enke efter Christian Larsen. På hendes jord lå Hulbjerg.

Alle vidste, der boede troldtøj i Hulbjerg, men ingen vidste det bedre end Cecilie.

I sit lange liv havde hun set og hørt meget til troldene og kunne ikke sige noget dårligt om dem, bortset fra, at de holdt disse larmende fester. Da kunne det til tider være drøjt at være nabo til dem.

 

Bjerget rejste sig med et brag op på gloende pæle og belyste alt omkring sig med et blændende skær. Troldene festede det bedste de kunne hele natten, og dét var en fest!! Øl og brændevin havde de altid nok af, så der var skrig og skrål, sang og dans.

 

En smuk sommeraften, da Cecilie skulle til at gå i seng, hørte hun braget fra bjerget.

 

"Skal vi nu have troldegilde igen", sukkede hun. "Og jeg, som er så træt i aften og i forvejen har svært ved at sove! Nu må jeg hellere belave mig på en søvnløs nat".

 

Hun gik i seng, og der lå hun og lyttede til troldenes fest og kiggede på det flak- kende lysskær, som oplyste hendes vindue. Hun kom til at tænke på alt det, hun havde oplevet med troldene... Ja ja, hvordan var det nu med Mikkel Olsen? 

 

En kold vinteraften var han gået hjemad fra den gård, hvor han havde tærsket. Han skulle forbi Hulbjerg, hvor troldene også den aften holdt fest. Det var meget mørkt, og lyset fra bjerget blændede ham, og de mørke, dansende skikkelser flimrede for hans øjne. Han gik dog støt fremad, sikker på at kunne finde hjem. Han kendte jo vejen særdeles godt, for den havde han gået mange, mange gange. Så kom han til et hus, som han troede var hans eget. Først da han tog i døren, fandt han ud af, at han var kommet tilbage til den gård, hvor han havde tærsket om dagen. 

 

Bonden kom nu også ud. Han grinede og sagde, at Mikkel nok havde taget for godt for sig af brændevinen.

 

Mikkel stavrede tilbage ad den mørke vej, og igen forbi det blændende bjerg - og hvor meget han end prøvede at komme hjem, kunne han dog ikke. 

 

Igen og igen stod han foran bondens dør. Han blev til sidst helt fortvivlet. Konen kunne jo ikke vide, hvor han blev af, og han var sulten og tænkte længselsfuldt på den ventende aftensmad. 

 

I sin jammer kom han pludselig til at tænke på et råd mod troldepaks fortryllelse, som hans bedstefar engang havde givet ham. Man skulle vende brystdugen; det vil sige vesten.

 

Som tænkt så gjort! Vesteknapperne sad nu på hans ryg - i det samme forsvandt kogleriet, og han nåede hurtigt hjem. Cecilie så det hele lyslevende for sig og fnisede som en lille pige ved erindringen. 

 

En anden gang, da hun og Christian var nygifte, kom en trold for at låne øl. Han ville have en hel tønde. Det var første gang, Cecilie mødte en af bjergfolkene. Hun holdt sig bagved manden, for trolden så styg ud, stor og klumpet, lådden og mørk og med en lang hale. 

 

Hendes mand talte ligefremt og uden frygt med ham, og det beroligede hende. Trolden fik sin tønde øl uden videre snak, fordi bonden vidste, at bjergfolkene altid leverede tilbage, hvad de havde lånt. Efter nogen tid kom trolden også ganske rigtigt tilbage med øllet, og det var Cecilie, som tog imod. Denne gang følte hun sig slet ikke så beklemt - hun kunne endda smile til trolden. 

 

Christian og Cecilie tappede og tappede af trolde-tønden, øllet tog ingen ende, og da deres første barn blev født, fik dåbsgæsterne endnu af den forunderlige, uudtømmelige øltønde.

 

Men en dag kunne Christian ikke styre sin nysgerrighed længere. Han måtte se, hvordan det så ud inden i tønden. Han kiggede ned i den, men så kun mos og spindelvæv, og så fik de aldrig mere øl af den tønde.

 

"Hvis vi havde ladet den tønde være, kunne vi såmænd have tappet øl af den den dag i dag", tænkte Cecilie fortrydeligt. Så faldt hun i søvn over sine minder og vågnede først, da solen stod op. Troldefesten var forlængst forbi. Da syntes hun, at hun kunne høre en uvant lyd under sit sovekammervindue, en slags brummende klynken. Med besvær rejste hun sig fra sengen og sjokkede hen til vinduet. Udenfor i græsset sad en lille troldeunge, grim og spidsøret og med strittende mørk pels. Den skjulte ansigtet for solens lys.

 

"Du er nok blevet udenfor, da bjerget lukkede sig", mumlede Cecilie. "Jeg må hellere tage mig af dig, før de andre finder dig og svider din bag på en gloende ovn". 

 

Hun gik ud til troldebarnet og talte venligt til det: " Kom bare med mig. Jeg skjuler dig på høloftet, til dine forældre savner dig og kommer efter dig". 

 

Ungen kikkede mistænksomt på hende, men gik dog med, og Cecilie skjulte den.

 

Hen på dagen travede en skældende og sur troldemor omkring Hulbjerget og kaldte på sit barn. Cecilie vinkede hende til sig og kaldte på troldebarnet.

 

Hun så efter dem, til de forsvandt i bjerget.