Parby

Du er her:   Hjem > Områdets historie > Sagn & myter > Den vrede trold fra Yderby
top
Page
 

.

Den vrede trold fra Yderby

Det var juleaften.
I Niels Mogensens gård i Yderby var folk og fæ lunt inden døre.
Udenfor rasede en vældig snestorm. Sneen blev blæst sammen i store driver, og isen på havet knagede under vindens pres.
Ingen levende sjæl var at se i det rasende uvejr, himmel og jord stod i et.

Niels, hans familie og tjenestefolk sad omkring bordet og spiste den gode julemad. Kreaturerne stod i den lune stald og gumlede veltilfreds på det ekstra gode og rigelige julefoder.
Og den store, fede trold, som holdt til på gården?
Jo, ham havde bondekonen heller ikke glemt.
Hun havde sat et stort dejfad med grød ud til ham.

Trolden lugtede den gode grød, steg ned fra det varme loft over stalden, hentede grøden, satte sig velbehageligt tilrette og begyndte at spise.
Han spiste en stor mundfuld, så een til, rynkede så på næsen og tog een mere.
"Er der ingen smør i grøden", mumlede han. "Har kællingen glemt den, eller er hun forbasket nærig"?
Han spiste mismodigt videre og kunne stadigvæk ikke smage smørret, som han dog satte så meget pris på.
Da blev han vred!

Han blev mørkerød af arrigskab i sit grimme, store fjæs og stampede i gulvet, så bjælkerne gav sig under ham.
"Jeg skal vise dem", mumlede han, trampede ned af stigen og ud i kostalden.
Blind af vrede tog han bondens bedste ko ved halsen og klemte til, indtil koen lå kværket foran ham.
Vreden var fordampet, og han gik tilbage til sin grød for at spise den op.
"Pyt med smørret, den kan godt lade sig spise uden", mumlede han og skovlede i sig.
Da han næsten havde nået bunden af fadet, kom han ned til smørret. Det var løbet gennem grøden.
Trolden hang med hovedet og fortrød, hvad han havde gjort.
Nu var gode råd dyre.

Han ville nødigt være uvenner med bonden. Han støttede sit store hoved i hænderne og tænkte og tænkte.
"Hvad skal jeg dog gøre ved det?
En må vel tage ud og hente en anden ko.
Det er nok bedst, jeg tager til Sejerø. Det er langt nok væk herfra - ingen derovre vil mistænke mig for at have slået koen ihjel".

Han tog den døde ko på nakken og stred sig gennem døren ud i snestormen.
Trolde er nu ikke bange for uvejr eller kulde, de kan ligefrem lide det.
Støt satte trolden sine ben i de høje driver og med få skridt var han nede ved stranden.
Ufortrødent begav han sig ud på isen, gled på sine lådne fødder, drevet frem af stormen. Hoppede dygtigt over sprækkerne i isen, svømmede eller vadede, hvor der ingen is var, og nåede til sidst Sejerø.

Han lignede en kæmpesnemand med store istapper hængende under næsen, og nu var selv den store, stærke trold træt.
Men han listede stille hen til den gård, han havde udset sig.
Det behøvede han såmænd ikke, for sent var det blevet, og mennesker og dyr sov dybt efter den gode julemad.
Selv gårdhunden lukkede bare lige et øje op, da trolden sneg sig forbi, og lukkede det igen og sov videre.
Desuden hylede stormen med uformindsket styrke og druknede alle andre lyde.
Trolden åbnede forsigtigt stalddøren, trak den ko, han ville have med, ud af båsen og lagde den døde ko derind.
Han tog den levende ko forsigtigt i favnen, som om det var et lille lam, og skærmede den så godt han kunne mod storm, sne og kulde.
Og hjemad gik det!

Trolden var så glad, at han slet ikke lagde mærke til uvejret - han skyndte sig tilbage, mens han brummede en troldesang, der skar gennem stormens hyl og overdøvede den.
Vel hjemme på gården satte han koen i båsen og gav den noget foder, som den straks gumlede i sig.
Trolden krøb op i høet og sov tilfreds til juledagsmorgen.
Han blev vækket af malkespandens raslen og kiggede ned.
Malkepigen var så søvnig, at hun ikke lagde mærke til at koen var forbyttet og den gav også lige så meget mælk som den anden ko.
Men på Sejerø var der sorg og jammer over koen, som var død julenat.


 
« forrige top næste »
top
Menu

 

 

 

 Aktuelt Odden-vejr DMI

  link

 

           

 

 

Login